Talentudvikling: Resultater eller udvikling?

Talentudvikling er en kompleks størrelse. Vi kan være enige om, at det er en fed følelse at spille på 1. holdet. Vi kan også være enige om, at det er fedt at score mål og være topscorer. Ligeledes kan vi være enige om, at det er en dejlig følelse at vinde en kamp eller et stævne!

Samtidig er der mange forældre der roser deres børn for spilletid, antal scorede mål/point og sejre. Denne anerkendelse er med til at bekræfte betydningen af at opnå resultater i en ung alder.

Måske derfor lægger rigtig mange unge udøvere stor vægt på disse faktorer: spilletid, antal scorede mål/point og sejre.

Dette store fokus på resultater kan dog overskygge noget som er endnu vigtigere, når vi snakker om talentudvikling: Udvikling!

Udvikling er nemlig uafhængig af resultater. Du kan udvikle dig uanset om du spiller på 1. holdet eller 2. holdet. Du kan udvikle dig uanset om du kommer på måltavlen eller ej. Og du kan udvikle dig uanset om du vinder eller taber. Derfor sker et ensidigt fokus på resultater, på bekostning af en mulig udvikling.

Fx vil et for stort fokus på spilletid på 1. holdet kunne medføre en følelse af nederlag, hvis træneren beslutter at du skal spille på 2. holdet. Denne indstilling til spilletid kan bl.a. påvirke udøverens selvtillid og indsats på 2. holdet. I modsætning til spilletid på 1. holdet vil et større fokus på udvikling medføre en øget indsats, større glæde ved muligheden for at udvikle sig, og øget udbytte af en 2. holds kamp.

 

Opfordring: Flyt fokus fra resultater til udvikling

Derfor er det et stort ansvar for unge udøvere, såvel som for trænere og forældre at flytte et ensidigt fokus på resultater til et større fokus på udvikling, når vi tager udgangspunkt i talentudvikling. Hvis dette ikke lykkes, er det udøveren som betaler prisen. Prisen er manglende udvikling!

Derfor ønsker jeg, at du stiller dig selv følgende spørgsmål: Stræber jeg efter hurtige resultater, for at øge chancen for at få en kortsigtet belønning? Eller er jeg villig til at kæmpe for langsigtet udvikling, og derved øge mine chancer for en karriere i elitesport?

Herefter vil jeg opfordre dig til at udnytte enhver mulighed for at udvikle dig, til hver træning og under hver kamp. Uanset om det er på 1. eller 2. holdet og uanset om du vinder eller taber.