Hvordan kan du tage kontrol over din oplevelse af succes?

Følelsen af succes er en fantastisk drivkraft! Den giver os lyst til at blive ved med at investere tid og kræfter i jagten på flere følelser af at være kompetent. Når vi føler os kompetente til f.eks. fodbold øger det vores motivation for at gå til fodbold.
På samme måde kan følelsen af at være mindre god påvirke vores motivation. Hvis vi over længere tid går med en følelse af at være mindre kompetente til f.eks. fodbold, så er der risiko for at vi mister lysten til at investere tid og kræfter i træningen. For hvad får vi egentlig ud af det?
Derfor er det utrolig vigtigt at være opmærksom på hvordan vi definerer succes. Hvornår er vi gode og hvornår er vi mindre gode?
To primære måder hvorpå du kan måle sin succes i f.eks. fodbold er: 1) din præstation i forhold til andre, eller 2) din præstation i forhold til dig selv.
Hvis du måler din succes i forhold til andres præstationer, har du ikke kontrol over hvorvidt du oplever at være kompetent eller ej. Hvorfor? Fordi at dem du måler dig med, også gør deres ypperste for at præstere så godt som muligt. Derfor vil andres præstationer være med til at afgøre om du føler dig kompetent.

Så hvad kan du gøre?

En bedre tilgang er at måle din præstation med egne tidligere præstationer. Derved har du kontrol over hvorvidt du oplever at være kompetent eller ej. Og for at øge sandsynligheden for at nå dit mål om udvikling, kan du investere tid og kræfter i træningen. Når din succes bliver målt i forhold til dig selv, øger du chancen for at opleve en følelse af at være god!
Derfor:
1. Sæt dig et udfordrende, men realistisk mål for hvad du ønsker at udvikle
2. Sørg for at du har fuld kontrol over hvorvidt du kan nå dit mål eller ej
3. Træn, træn og træn

God fornøjelse med træningen!