Om Jón Gregersen

Mit navn er Jón Gregersen.  Jeg er 29 år og jeg kommer fra Færøerne. Jeg har boet i Danmark siden 2009.

 

Uddannelse

Jeg har en solid teoretisk baggrund, som bygger på en 5-årig uddannelse i sportspsykologi. Jeg har en 3-årig bacheloruddannelse i idræt fra Aarhus Universitet. Igennem bacheloruddannelsen steg min interesse for sportspsykologi og den mentale del af at præstere. Derfor valgte jeg at søge til udlandet, for at få et så stort udbytte som muligt, ud af de to år som kandidatstuderende. Jeg kom ind på den Team Danmark anerkendte kandidatuddannelse European Master in Sport and Exercise Psychology (EMSEP). EMSEP er et samarbejde mellem universiteter i Grækenland, Tyskland, Sverige og Finland. I løbet af uddannelsen tilbragte jeg størstedelen af tiden i Grækenland, med et ophold i Tyskland.

 

Erfaring

Som sportspsykologisk konsulent har jeg erfaring med at arbejde sammen med individuelle udøvere fra en lang række sportsgrene: fodbold, håndbold, badminton, cykling, svømning, crossfit, atletik og bueskydning. Derudover holder jeg foredrag og workshops for forældre, trænere og teams, der ønsker at arbejde med den mentale del af at præstere.
Til dagligt er jeg også tilknyttet ungdomsafdelingen hos AGF fodbold, hvor jeg som sportspsykologisk konsulent arbejder sammen med spillere fra U-15, U-17 og U-19 for at optimere præstationen på banen og forberede spillerne til et evt. skifte til Superligaen.
Derudover er jeg med i bestyrelsen i Dansk Idrætspsykologisk Forum (DIFO).
Jeg er overbevist om, at mit solide teoretiske fundament samt mine erfaringer inden for sportspsykologi i praksis er altafgørende for et effektivt udbytte.

 

Filosofi

Min opvækst på Færøerne har været med til at forme den filosofi jeg praktiserer sportspsykologi ud fra. Bl.a. har jeg oplevet at der ikke er nogle nemme genveje såfremt man ønsker at opnå et ambitiøst mål. Hårdt arbejde og tålmodighed er afgørende faktorer for udvikling og succes. I et relativt lille samfund lærer man også at være ydmyg overfor andre mennesker. Fællesskabet har rigtig stor betydning. Bl.a. er fællesskabets ressourcer med til at udvikle den enkelte. Når fællesskabet arbejder sammen, kan vi opnå bedre præstationer og endda slå større og mere ressourcerstærk modstand.
Den færøske natur kan være blid. Men den kan til tider også være voldsom. Skiftende forhold som vejr og vind kan overraske én, og forpurre en ellers god plan. På den måde lærer vi at accept er en vigtig egenskab, og at alting ikke kan kontrolleres.
Dette er også en metafor for den tilgang jeg har til sportspsykologi i praksis. Vi kan ikke kontrollere alting. Bl.a. er ubehagelige tanker og følelser som frygt, nervøsitet, tvivl og bekymringer en naturlig del af at skulle præstere. Med den store passion som bl.a. mange udøvere har for at top præstere, medfølger ubehagelige tanker og følelser, som er forbundet med risikoen for ikke at leve op til ens ambitioner og forventninger. Derfor arbejder jeg som udgangspunkt ikke med at fjerne disse negative oplevelser. Derimod arbejder jeg sammen med udøvere med det formål at lære at præstere på trods af ubehagelige oplevelser som forventningspres og nervøsitet.

 

Jeg ser frem til at høre fra dig!

Jón Gregersen sportspsykologisk konsulent